Udforsk indersiden af domkirken i Milano

Det første, der fanger din opmærksomhed, når du træder ind i Duomo, er søjlegangen med kraftige søjler, der når op mod loftet. Katedralen har fem brede skibe, inklusive fløjene, som er opdelt af rækker af 40 søjler, der måler forbløffende 78 fod (24 m) i højden og 8 fod (2,5 m) i diameter. Søjlerne er lavet af solide mursten og dækket generøst med marmor, der er doneret af Gian Galeazzo Visconti, den daværende hertug. Søjlernes kapitæler er rigt udsmykket, hver med otte statuer på, med to til tre cirkler af mindre statuer og udsmykninger. Søjlerne er smeltet sammen i toppen af katedralens æteriske længehvælvinger, der er beklædt med udsmykkede udskæringer.

Det er uundgåeligt at beundre katedralens symmetrisk mønstrede gulv, da det dækker hele gulvarealet. Gulvet er lavet udelukkende af marmor. Den blev bygget af Martino Bassi ud fra skitser af arkitekten Pellegrino Tibaldi, som tegnede den i anden halvdel af det 16. århundrede. De sammenhængende grå-lyserøde Candoglia-marmorplader er indlagt sammen med Arzo-rød og sort Vannera-marmor fra Comosøen for at danne spektakulære blomstermotiver. Gulvet har været genstand for mange restaureringer og renoveringer har givet Candoglia-marmorens delikate natur.

En af de ældste kulturinstitutioner i hele Milano, Musikkapellet, er et kor, der blev påbegyndt i 1402. Det sidder i den cirkulære præstegård og består af en musikmester, en vicemester, en organist og et kor af børn. I årenes løb har Musikkapellet set mestre som Vincenzo Ruffo og Giulio Cesare. På et tidspunkt var organisten Johann Christian, J.S.'s søn. Bach. Koret er naturligvis meget dygtigt og kan høres hver søndag kl. 11.00 i forbindelse med fejringen af eukaristien.

Det centrale skib fører ind i et smukt præsteværelse, en del af kirken, der er eksklusiv for de tjenstgørende præster. Præstegården er inddelt i en hævet halvcirkel omgivet af 10 søjler med et gammelt højalter stående i midten. Dette højalter stammer oprindeligt fra basilikaen Santa Maria Maggiore, som blev grundlagt i 313 e.Kr. og er en solid blok af brocatelle-marmor. I midten af alteret er der en plade med en mand, der holder en skriftrulle, som siges at være en del af en romersk sarkofag fra det 3. århundrede.

Når man kommer ind fra facadedørene i katedralens sydlige sideskib, finder man en hvid stribe, der krydser hele bygningens bredde med en messinglinje i midten. Dette er et solur, som blev bygget i 1786. Gennem et gnomonhul udskåret i loftet kommer en fin lysstråle ind og rammer messinglinjen, der angiver solens middagstid. På hver side af messinglinjen er der små hvide plader trykt med stjernetegn for at fortælle om årets sæsonbetonet.

Museet Duomo Milano er en samling af artefakter, der var involveret i opførelsen af katedralen mellem det 14. og 19. århundrede. Den indeholder skulpturer, malerier, vinduer med glasmosaikker, gobeliner, arkitektoniske modeller og terrakottaafstøbninger, som på et tidspunkt har været en del af katedralen. De er blevet skabt af forskellige stilarter og kunstnere i årenes løb og har overlevet krige og opstande. Det er med andre ord den store katedrals fysiske historie, der viser den kollektive og omhyggelige indsats for at bygge den. Museet blev indviet i 1953.

Det er et ualmindeligt kendt faktum, at der under højalteret er en krypt lavet af blændende marmor. Krypten, som officielt hedder Jemale-kapellet i domkirken, blev designet i det 16. århundrede af Pellegrino Tibaldi, som var Skt. Karl Borromeos yndlingskunstner. Det kuppellignende loft er udsmykket med stukgraveringer, der forestiller Kristi lidelseshistorie og eukaristien. I midten står et alter, der indeholder hellige relikvier af Sankt Karl Borromæus og er omgivet af marmorsøjler fra Toscana.

Trivulzio Candelabrum er en forgrenet lysestage i gotisk design, som blev doneret til kirken helt tilbage i 1549. Dette fantastiske stykke metalarbejde har mange oprindelseshistorier, hvor nogle forskere siger, at det blev skabt i det 12. og 13. århundrede af italienske guldsmede, og andre siger, at det opstod i parisiske værksteder, da denne stil ofte blev set i franske kirker. Det oprindelige værk var ufuldstændigt med kun fire dele, og den milanesiske billedhugger og bronzesmed Giovanni Busca fik til opgave at færdiggøre værket som en model med otte dele.

Der findes mindre altre i domkirken i Milano. Disse altre er for det meste hugget i sten og indeholder en blanding af skulpturer og statuer med høje relieffer omgivet af marmorsøjler. I det højre tværskib finder du Madonna-alteret og træet. I den sydlige del finder du San Giovanni Bono-alteret, et kunstfærdigt arrangement af skulpturer i klassisk stil. Selvom det ser ud som ét stykke, er alteret en samling af forskellige skulpturer. Et andet bemærkelsesværdigt syn er Sankt Josefs alter.

Den omtales så tidligt som i det 14. århundrede. Det oprindelige orgel blev bygget over to år af munken Martino de Stremidi og var så massivt, at det skulle betjenes via et stort hjul, der blev flyttet af to mænd. Under den arkitektoniske reform af kirken blev alteret endelig placeret på hver side af højalteret i præstegården. Den er udsmykket med detaljerede udskæringer og indkapslinger til orgelpiberne. Gennem mange restaureringer blev orglet omdannet fra et mekanisk til et elektrisk drevet instrument.

Til venstre for alteret står statuen af Sankt Bartholomæus Flået, som siges at være færdiggjort i 1562. Det er en af de mest fremtrædende statuer i katedralen og er kendt for sit dystre design. Bartholomæus i næsten naturlig størrelse, hvis hud brutalt er blevet fjernet, så hans rå kød og muskler er blevet blottet. Tøjet, der er viklet om hans skulder, er ikke et tøj, men hans hud. Ifølge traditionen blev Sankt Bartholomæus, en af Jesu disciple, flået levende.

Det arkæologiske område Duomo Milano ligger under katedralen. Området indeholder resterne af det kristne baptisterium St. John, resterne af basilikaen Santa Tecla og en tidligere kirkegård. Døbefonten siges at være bygget i 387 og revet ned i 1394, mens Santa Tecla-basilikaen også var fra begyndelsen af det 4. århundrede og stod sammen med Santa Maria Maggiore-basilikaen. Et forbløffende faktum er, at resterne af de nedrevne lag af strukturen og marmoren forblev ukendte indtil udgravningen i 1961.